søndag den 21. februar 2016

Enkel nøddelagkage med yoghurtcreme og friske bær


I dag synes jeg, jeg ville forkæle min dejlige familie med en meget simpel, men utrolig lækker lagkage. Og da jeg så så, at Bilka have både jordbær og blåbær på tilbud, tænkte jeg, at friske bær klart skulle indgå.
Bundende er med mandler og valnødder og i cremen er der græsk yoghurt og lime. Indeni er der råmarinerede jordbær og friske blåbær. Den er pyntet med friske bær og revet chokolade.
En enkel - lidt rustik - men hyggelig lagkage, der nok skal falde i god jord hos de fleste.

Kagen rækker til 6 personer

Ingredienser:

Nøddebunde:
2 æg
korn fra ½ vaniljestang
80 g. sukker
70 g. hvedemel
50 g. mandler
50 g. valnødder
1 knsp salt
½ tsk. bagepulver
2 spsk. smeltet smør

Yoghurtcreme:
2 dl. piskefløde
1,5 dl. græsk yoghurt
2 blade husblas
korn fra ½ vaniljestang
saft og skal fra ½ lime
ca. 3 spsk. flormelis

Derudover:
125 g. friske blåbær
ca. 10 mellemstore jordbær
(2 spsk. sukker)
lidt revet chokolade

Fremgangsmåde:
Bunde: 
Pisk æg, sukker og vanilje til en lys, tyk æggesnaps. Sigt mel, salt og bagepulver i, og vend det let sammen. Blend nødderne til de er semi-fine - ikke helt fint mel, men heller ikke helt grofthakket - og vend det i sammen med smeltet smør.
Fyld dejen i en smurt form med en diameter på 16 cm.
Bag kagen ved 200 grader i 25-30 minutter eller indtil et træspyd kommer rent op ad kagen.
Afkøl fuldstændig og flæk bunden i 3.

Creme: 
Start med at skære ca. 6 jordbær i tynde skiver. Læg dem i en sigte og vend dem med sukker. Dæk dem til og lad dem trække. 
Læg husblassen i blød. Pisk fløden sammen med flormelis og vanilje, til skum. Smelt husblassen i en gryde med limesaft og -skal. Rør 1 spsk. yoghurt i og lad det køle lidt. Pisk imens det resterende græske yoghurt i fløden til det er ensartet. Tilsæt husblas-limeblandingen og pisk godt igen. Smag på cremen og den evt skal bruge mere flormelis og tilsæt evt. det.

Opbygning:
Tag den nederste og den midterste bund og læg dem i et form for dybt fad. Smør lidt over 1/3 creme på hver bund, og spred det ud så det næsten når kanten, gerne med godt ½ cm tilbage. Læg friske blåbær på cremen og pres det let ned. Dæk fadet til og lad cremen sætte sig på køl i ca 1 time.
Dette trin kan man også sagtens undlade og lægge alle bundene sammen med bær med det samme. Jeg gjorde det bare for at sikre, at cremen ikke ville flyde ud fra bundene, når der kom tryk på :)
Når det let har sat sig lægge der et lag råmarinerede jordbær på og bundene lægges sammen.
Dæk kagen til og lad den sætte sig et par timer på køl. Jeg lagde en kagering omkring, blot for at støtte den.

Når kagen er klar til servering, røres den resterende (knap 1/3) creme igennem med et piskeris og smøres på toppen. Pynt med flere bær og til revet mørk chokolade.

Jeg håber meget, at I har lyst til at prøve kræfter med denne kage. Den er så lækker og simpel, og jeg kan kun anbefale den :)

De varmeste hilsner fra Ida Rossing

torsdag den 18. februar 2016

Mini up-side-down kager med æble og karamel






Jeg elsker æbler, og jeg elsker karamel. Så når man nu har vinterferie og alligevel ikke har alverden at lave, kan man jo lige så godt lege lidt i køkkenet :)

I dag blev det til nogle små up-side-down kager med æble og karamel

Opskriften giver ca 10 stk.

Ingredienser:
150 g. hvedemel
1 knsp. salt
1 tsk bagepulver
1 tsk. vaniljesukker
1/4 tsk kanel
55 g. smeltet smør
35 g. brun farin
35 g. sukker
1 æg
1 spsk. cremefraiche (evt. skyr eller græsk yoghurt)
½ dl. mælk

1 stort æble
50 g. smør
50 g. farin
1 knsp. salt

Fremgangsmåde:
Bland først de fem første ingredienser i en skål og stil det til side.
Pisk så de resterende ingredienser til dejen sammen i en anden skål, og stil også dette til side.

I en lille gryde blandes så ingredienserne til karamellen. Dette varmes op til det slår bobler. Find en muffinsplade af metal frem og spray dem let med oliespray. Læg ca 2 tsk. karamel i bunden så det dækker. Skær æblet i tynde skiver og læg et jævnt lag, der dækker hele bunden.

Bland så de tørre ingredienser med de våde og pisk dejen sammen til den akkurat er ensartet. Fordel dejen i formen over alle æbleskiverne og bag dem i 15 minutter ved 200 grader.
Lad dem køle lidt i formen og tag og server dem ud mens de stadig er lidt lune. Servér evt. med lidt is eller cremefraiche med vanilje.


Disse kager er så nemme at lave, og de smager så godt. De kan serveres til enhver lejlighed, og de smager bare skønt.

Knus fra Ida Rossing

fredag den 5. februar 2016

Tiramisu i glas


Jeg har længe gerne villet lave tiramisu, og nu synes jeg, at jeg har fundet frem til en perfekt opskrift med en sød og cremet mascarponecreme, der holder formen rigtig flot!<3

4 portioner

Ingredienser:
115 g. mascarpone
1 dl. stærk kaffe
110 g. sukker
4 past. æggeblommer
Korn fra 1 vaniljestang
1 spsk. mælk
1,8 dl. piskefløde
8 ladyfingers
Kakaopulver

Fremgangsmåde:
Start med at lave kaffen, så den kan køle af.
Over vandbad piskes æggeblommer og sukker med vaniljekorn. Sørg for, at skål ikke rør vandet.
Pisk i ca. 5-8 minutter til det er hvidt og sejt, og der ikke er flere sukkerkorn.
Lad det køle af.
Pisk mascarponen i æggeblommerne og pisk så fløden til skum. Vend så fløden i ægge-marcarponeblandingen.
Find de ønskede glas frem og skær ladyfingers midt over. Dyp dem hurtigt i kaffen og læg dem i bunden af glasset. Hæld cremen på, så det dækker, og gentag så til cremen når kanten af glasset. Dæk dem til og stil dem på køl i mindst 3-4 timer.
Når de skal serveres drysses der med kakaopulver på toppen.


De bedste hilsner fra Ida Rossing

søndag den 24. januar 2016

Moussekage med solbær, chokolade og mascarpone


Jeg har sammensat denne labre moussekage med en saftig chokoladebund, et sødt lag vanilje/mascarponelag, små fyldige chokolade-trøffel-bomber og sidst overhældt med en syrlig og fantastisk solbærmousse. Jeg er i hvert fald kæmpe fan af denne kage<3

Desværre er det ikke ligefrem nogle bragende flotte billeder, da de blev taget i al hast på min telefon inden jeg straks skulle ud af døren med kagen.

8 serveringer

Ingredienser:

Chokoladebund:
110 g. mørk chokolade, gerne mindst 65%
20 g. smør
2 æggeblommer
3 æggehvider
40 g. sukker
30 g hvedemel
1 spsk. kakao
1 knsp salt

Mascarponelag:
40 g. flormelis
25 g. æggeblommer
125 g. mascarpone
25 g. vand
15 g. sukker
1 vaniljestang
2 blade husblas
70 g. piskefløde

Chokoladetrøffel:
100 g. god 50-60% chokolade
1 dl. fløde
1 æggeblommer
1 spsk sukker
1 knsp. salt
1 blad husblas

Solbærmousse:
250 g. solbær
sukker og citron at smage til med
½ tsk vaniljepulver
2 dl. piskefløde
1½ dl. græs yoghurt
3,5 blade husblas

Fremgangsmåde:

Bund: Smelt chokolade og smør over vandbad. Tilsæt æggeblommer og pisk godt Pisk æggehvider stive med sukker og vend først en 1/3 af hviderne i og så det sidste. Tilsæt salt, mel og kakao og vend det i dejen. Bag kagen i en smurt springform, der er lidt større end den størrelse kagen ender med at være. Jeg brugte en på ca Ø22 cm. Bag den i ca 12-15 minutter ved 180 grader. Når den er afkølet stikkes den ud med en kagering på ca. Ø18 cm

Mascarponelag:
Husblas lægges i blød.
Æggeblommer, vaniljekorn, mascarpone og flormelis piskes sammen i hånden med et piskeris.
Sukker og vand koges op til sukkeret er opløst og det har kogt i 1-2 minutter.
Tilsæt den udbløde husblas og rør. Hæld dette i mascarpone-blandingen og pisk godt. Pisk så fløden til skum og vend den i. Hæld det i en foret rund beholder, der er ca Ø16 cm. og stil den på frost.

Chokoladetrøffel:
Læg husblas i blød i koldt vand.
Smelt chokoladen sammen med fløde til det er homogent. Tilsæt den udblødte husblas og stil et tid side.
Pisk så æggeblommer og sukker over vandbadet uden vandet rør skålen. Pisk med en el-pisker til det er hvid og skummende, og sukkeret er opløst. Dette kan tage 3-5 minutter. Vend de to elementer sammen og tilsæt salt. Fyld massen i små halvkugle forme med ca. 1 spsk.
Stil dem på frost og lad dem blive bundfrossen.

Solbærmousse:
Moussen her er inspireret af en opskrift fra Madsymfonien.dk
Læg husblas i bløde i koldt vand.
Put solbær og citronsaft i en gryde og giv det et opkog. Tilsæt lidt sukker og lad det koge ud.
Blend det så med fx en stavblender og sigt det så gennem en fin sigte. Bring dette tilbage i gryden og kog det yderligere og smag det til med sukker.
Det skal være syrligt, men ikke alt for surt. Tilsæt vanilje og det udblødte husblas.
Lad dette køle ned til stuetemp., evt i køleskabet 20-minutters-tid.
Resten af moussen laves senere

Samling:
Find en kagering frem og fór den med kageplast. Læg chokoladebunden nederst. Læg så det frosne mascarponelag på bunden så der ca er 1 cm ud til kanten. Læg så de frosne chokoladebomber hele vejen langs kanten af mascarponelaget så det danner en tæt ring. Læg så de sidste inde i midten.
Stil det til side og lav så moussen færdig.
Pisk fløden til let skum. Tilsæt den græske yoghurt og pisk til ensartet. Hæld solbærpuréen i og pisk til det er ensartet.
Hæld ½ af moussen over bunden og bank/ryst den let så moussen falder ned i alle de små "kroge" tilsæt så resten og glat det ud.
Lad den sætte sig i mindst 4-5 timer på køl.

Fjern kagering og plast og pynt den som ønsket. Jeg har valgt at pynte den med marengs, krystalliseret chokolade, solbærgelé-cirkler og lidt guldstøv og chokoladesnirkler.



Denne kage bliver helt klart lavet igen til sommer, hvor der er friske solbær tilgængeligt<3
Jeg håber meget i vil lave denne kage, jeg er sikker på at den vil vække stor glæde.

Knus fra Ida Rossing

torsdag den 21. januar 2016

Scones med chokolade


I dag synes jeg I skal have min opskrift på scones jeg altid følger. Den er nem og lækker, og man kan tilsætte lige hvad man lyster. Jeg valgte chokoladestykker :)

ca. 12-16 stk.

Ingredienser: 
275 g. hvedemel
2,5 g. salt
12,5 g. bagepulver
60 g. sukker
ca. 50 g. mørk chokolade(jeg brugte en 53%) eller andet fyld. Det kunne være blåbær, tørrede tranebær osv.
125 g. smør, koldt
1,25 dl. kærnemælk
1-2 spsk. vaniljesukker

Fremgangsmåde:
Start ud med at tænde ovnen på 220 grader ved alm. ovn.
Hak så chokoladen - ikke for fint - og stil den til side.
Sigt derefter mel og salt sammen i en skål.
Del den kolde smør i terninger(eller riv det) og smuldr den hurtigt ud i melet og saltet - der må gerne være små klumper tilbage.
Tilsæt nu bagepulver, sukker og chokoladestykkerne(eller andet fyld) og bland det i uden at mase de resterende små smørklumper.
Kom til sidst kærnemælken i for at samle det hele til en ensartet dej. Endelig ikke begynd at ælte det!
Drys et rent bord med mel og tryk dejen ud, så den ca. er 1½ cm. tyk.
Tag et almindeligt glas - eller en udstikker - og udstik sconesne og læg dem på en bageplade beklædt med bagepapir. Pres det resterende dej let sammen og gentag. Jeg anbefaler ikke, at man gør dette mere end én gang, da dejen ellers kan miste sin porøsitet.
Bag dem i ca. 10-15 min. eller indtil de har en lys gyldenbrun farve og evt er flækket en smule på midten.

Knus fra Ida

søndag den 10. januar 2016

Crème brûlée med vanilje


Jeg har for noget tid siden delt en opskrift med jer på klassisk creme brulee med vanilje. Jeg har siden da erfaret, at jeg faktisk ikke er 100% tilfreds med den opskrift. Der er intet galt med den, den smager skønt, men jeg har siden da fundet frem til en opskrift som jeg bedre synes om! :-)

4-6 potioner.

Ingredienser:4 æggeblommer
1 dl sukker
¼ piskefløde
½ mælk
1 god vaniljestang
Sukker til karamelisering på toppen.

Fremgangsmåde:
Flæk vaniljestangen og bland kornene med lidt sukker.
Pisk æggeblommer, vanilje og sukker sammen med et piskeris.
Kog fløde og mælk op i en lille gryde, men kun til det akkurat koger.
Pisk 1/3 af den varme mælk/fløde ned i æggeblommeblandingen.
Sæt den resterende fløde/mælk over lav varme igen og pisk æggeblommeblandingen ned i. Pas på med for meget varme, da æggene eller kan klumpe. Massen skal legeres let, hvilket vil sige, at den skal tykne en lille smule. Den må endelig ikke koge.
Når den har gjort det, tages gryden af varmen og og cremen fordeles i de ønskede, ovnfaste ramekinere på ca. 1 dl. Sæt dem forsigtigt i et ovnfast fad og stil dem i ovnen. Hæld så kogende vand i fadet til det når ca. 1 cm fra kanten af ramekinerne.
Cremen skal blævre lidt når man tager dem ud af ovnen, da de sætter sig på køl.
 Sæt dem nu i køleskabet i mindst 4 timer, men gerne natten over.
Tag dem ud af køleskabet og drys med et jævn lag sukker og brand så med en gasbrænder, til alt sukkeret er smeltet og har fået en flot gyldenbrun farve. Servér med det samme.

Velbekomme
Ida Rossing

tirsdag den 5. januar 2016

Karamelliseret hvid chokolade


Jeg bliver simpelthen nødt til at dele denne opskrift med jer. Det er opskriften på hvordan man selv kan lave hvid chokolade om til min absolut yndlingschokolade: karamelliseret hvid chokolade.
Normalt er jeg egentlig ikke den størtste fan af hvid chokolade, men lige så snart den har været en tur i ovnen og blevet tryllet om, er det min absolut yndlings!<3

Ingredienser:
God, hvid chokolade med et højt indhold af kakaosmør - mængde er ligemeget
evt. lidt halvsalt

Fremgangsmåde:
Tænd din ovn på 120 grader alm. ovn.
Find så et ildfast fad frem. jeg bruger et af porcelæn, og det fungerer godt.
Sørg for, at det er helt rent. Hak så din chokolade rigtig fint og fordel det jævnt over fadet.
Stil det i ovnen og giv det 10 minutter. Når tiden er gået tages det ud af ovnen og røres rundt. Sørg for at skrabe det ned fra siderne, hvis der havner noget der.
Jævn det ud og stil det tilbage i ovnen i 10 minutter mere. I mellemtiden gøres dejskraberen godt rent og tørres helt af, så der ikke sidder noget vand på.
Efter de 10 minutter gentages processen. Dette skal gøre igen og igen indtil der er gået omkring 1,5 time, eller den har fået den ønskede farve.
Undervejs kan det godt finde på at klumpe lidt. Det skal bare røres ud med dejskraberen, så det igen bliver lind.
Når det er færdig hældes det i en beholder eller lign (og drys nu let ,ed lidt havsalt hvis ønsket)., og ellers skal det bare tempereres som hvid chokolade skal.

Dette er den mest fantastiske chokolade, der har de lækreste smagsnuancer af karamel.