onsdag den 28. oktober 2015

Cakepops med chokolade



I sidste uge havde jeg en ½ chokoladekage, som jeg skulle have brugt. Derfor besluttede jeg mig for at lave cakepops. De er super nemme at lave, og man kan gøre dem så personlige som man har lyst :-)

ca. 20 stk.

Ingredienser:
½ god chokoladekage
75 g. smør
75 g. flormelis
1 spsk. mælk
30 g. smeltet 70% chokolade
2 spsk. kakao
200-300 g. god mørk chokolade

20 ispinde eller andre former for træ-/plastikpinde

Fremgangsmåde:
Start med at lave smørcremen.
Pisk smør og flormelis rigtig luftigt med kakaopulveret. Pisk et godt stykke tid, så du har en luftig og tyk smørcreme. Tilsæt så den smeltede chokolade og pisk. Tilsæt så en smule af mælken, til konsistensen er tilpas.
Smuldr så kagen til helt fine krummer. Bland en smule af smørcremen i, lidt ad gangen. Det skal have en konsistens så man kan presse det sammen til en kugle, men ikke sådan, at det er alt for blødt og umedgørligt. Del så massen i 2 stykker og rul dem til kugler. Læg dem på en bageplade og smid dem i fryseren i 10-15 minutter.
Temperér din chokolade og dyp dine pinde 1 cm ned. Tag en kugle stik pinden halvvejs ind. Tør en smule af den overskydende chokolade væk.
Gør det ved dem alle og lad chokoladen størkne 5 min. på køl. Tag dem så ud og dyp dem fuldkommen. Slå så meget af chokoladen af som muligt, så man så et tyndt lag chokolade.
Pynt dem evt. med krymmel og og las chokoladen størkne. Spis dem og opbevar dem på køl :-)

God fornøjelse
Hilsen Ida Rossing


onsdag den 21. oktober 2015

Fyldt chokolade med hvid chokoladetrøffel og citrus


Igen har jeg begivet mig ud i fyldte chokolader. Denne gang med fyld af hvid chokoladetrøffel med citrus. Det kan godt lyde meget kompliceret og besværligt, og det er det vel til dels også. Men sætter man sig ind i det og giver sig god tid, så skal den nok sidde i skabet :-)

21 stk.

Ingredienser:Mørk chokolade - Jeg har lidt svært ved at sige en præcis mængde, da der jo skal være nok. Men jeg tempererede nok omkring 500 g, og der var en masse chokolade tilovers. Men jeg ville hellere have lidt for meget, end lidt for lidt. :-)

0,75 dl. piskefløde
200 g. hvid chokolade
skallen fra 1 citron samt 1 lime + 1  spsk. limesaft.

Så skal du også bruge den ønskede chokoladeform. Den jeg har er i polycarbonat, det vil sige, at den er af hård plast.

Fremgangsmåde:
Start med den hvide chokoladetrøffel:Varm fløden op sammen med reven citron- og limeskal samt saft. Varm det på til netop kogepunktet og tag den så af varmen.  Hæld så fløden over den hakkede, hvide chokolade og rør godt. Vil chokoladen ikke helt smelte, så giv den nogle sekunder i mikroovnen. Lad så chokoladetrøflen køle helt ned til stuetemperatur. Fyld det så i en sprøjtepose.

Chokoladeskallerne:
Formen skal pudses ned i alle hullerne med vat. Det gør, at man opnår en mere skinnende chokolade til sidst.
Læg alle tingene klar på bordet.
Nu skal chokoladen så tempereres. Jeg synes ikke, at jeg vil prøve og forklare det her. I stedet vil jeg henvise jer til en video med Mette Blomsterberg, som var den, jeg tog udgangspunkt i.
Link til video her: https://www.youtube.com/watch?v=neLKpNLoZ40

Når chokoladen er tempereret og klar hældes en stor del af det op i formen, så det dækker alle hullerne.
Bank formen med chokolade ned i bordpladen, så eventuelle lufthuller forsvinder. Held så chokoladen tilbage i skålen med den temp. chokolade. Når det værste er løbet ud, vendes formen på hovedet over et stykke bagepapir. Bank på siden af formen med skaftet af en paletkniv.
Når det er gjort skrabes overfladen af formen af med en paletkniv, og formen sættes på hovedet på et rent stykke bagepapir, så hvis der var mere tilbage, ville det ikke løbe ned i hullerne og danne en tyk skal, men løbe ned på bagepapiret.
Lad det størkne helt, evt. et par minutter på køl.
Når de er størknet helt fyldes de. Klip et lille hul i sprøjteposen og fyld dem næsten op til kanten, men ikke for meget, da der skal være plads til at kunne lukke dem. Stil dem gerne lige på køl i 5. minutters-tid.
Luk så chokoladerne ved enten at hælde chokolade over formeno og så skrabe det overskydende væk - eller på den måde jeg foretrækker: fyld chokoladen i et kornet og fyld chokolade op til akkurat kanten af formen.
Lad chokoladen sætte sig fuldstændig. Vrid formen lidt og vend dem så på hovedet med et hård bank mod bordet. Har man tempereret chokoladen rigtig, skulle de gerne komme ud uden problemer.

De her så super lækre, og man kan varierer smagen i den hvide chokoladetrøflen til det uendelige næsten :)

Knus fra Ida

lørdag den 17. oktober 2015

Amerikansk æbletærte


For mig er efterår lig med æbler. Jeg elsker, elsker, elsker æbler. Jeg elsker at bruge æbler i desserter og bagværk. Jeg tror næsten ikke, at jeg kan komme på noget med æbler, som jeg ikke bryder mig om. Jeg elsker især de mere sprøde og syrlige æbler. Og præcis sådan nogle har vi i vores have.
Derfor skal i selvfølgelig have opskriften på den fantastiske æbletærte jeg bage for et par dage siden. Fyldet er inspireret fra en opskrift jeg så hos bloggen Copenhagen Cakes.
Den smager fortryllende<3

Mørdejsbund:
150 g. smør
125 g. sukker
240 g. hvedemel
½ tsk. vaniljepulver
1 spsk. vand
1 æg

Æblefyld:
ca. 7 æbler - gerne syrlige
Saft fra ½ citron
70 g. brun farin
120 g. sukker
110 g. smør
50 g. vand
1 spsk. Maizena
30 g. hvedemel
½ tsk. vaniljepulver
1½ tsk. kanel
Et god nip salt

1 æggeblomme med lidt vand til pensling.

Fremgangsmåde:

Mørdejsbund:
Smuldr koldt smør og hvedemel sammen til det minder om parmasanost. Kan med fordel gøres i en foodprocessor.
Tilsæt så de resterende ingredienser undtagen æg og vand, og bland det godt.
Tilsæt så æg og vand og ælt/kør det sammen til det akkurat er en ensartet dej. Pak den ind i film og smid den på frys i mens æblefyldet laves.

Æblefyld:
Skræl alle æblerne og skær dem i relativt tynde både. Læg dem i en skål og vend dem i citronssaft.
Bland så smør, sukker og farin i en gryde over varmen til smørret er smeltet. Tilsæt så vand og rør godt. Bland så de restereden ingredienser og pisk det sammen med et piskeris for at få rørt eventuelle klumper fra Maizenaen ud. Tilsæt det til smørkaramellen og kog det op i ca. 2-4 min. så det tykner.
Sluk så for varmen og stil det til side.

Tag mørdejen ud og del den i 2 stykker - det ene lidt større end det andet.
Rul så det store stykke ud på et godt meldækket bord. Rul det ud til det har en tykkelse på ca. 3mm.
Læg så det udrullede mørdej op i let-smurt tærteform på ca. 23 cm. og sørg for, at det er let presset op ad siderne. Fjerne det resterende dej ved at presse det mod formens kant.
Læg æbleskiverne på bunden til det næsten når tærteformens kant. Hæld så karamellen over, så det er jævnt fordelt.
Rul det sidste dej ud med samme tykkelse og læg det over tærten. Fjern igen det resterende dej. Skær nogle små snit, så dampen kan komme ud og pynt den ellers som ønsket :-)
Pensl den med æggeblomme rørt med en smule vand.
Bag den så ved 220 grader i ca. 15 min.. Skru så temperaturen ned til 180 grader og bag den yderligere 40-45 minutter til den har en mørk gylden farve.
Denne kage smager bedst, synes jeg, hvis den serveres stadig lun :-)

Denne kage er klart en af mine nye favoritkager.Den smager så skønt af æbler og efterår<3

Efterårshilsner
Ida Rossing

søndag den 11. oktober 2015

Bærcrumble med vaniljeis


Mine to veninder og jeg trængte til en god dessert her den anden aften. Derfor besluttede vi os for, at lave denne super lækre og super nemme bærcrumble.
Den kan lavede med alverdens bær. Vi valgte at bruge en blanding af en masse forskellige bær. 

Til 4 personer

Ingredienser:
450 g. bær efter eget valg
2 spsk. hvedemel
Lidt saft samt skal fra en citron eller appelsin

100 g. blødt smør
75 g. hvedemel
75 g. havregryn
100 g. sukker
1 spsk. vaniljesukker
1 knsp. salt

Evt. 4 kugler vaniljeis

Fremgangsmåde:
Start med at blande alle ingredienserne til crumblen(smør, mel, sukker, havregryn, vanilje, salt)
Stil den på køl, til den skal bruges. 
Hvis man bruger frosne bær, skal de lige have en tur i mikroovnen på 1-2 minutter, til de lige er blødet op.
Hæld så så meget væske fra som muligt. Bland så citron/appelsin og hvedemel i bærblaningen.
Fordel det i mellem 4 ramekinere og fordel crumblen oven på. Bag dem ved 175 g. i 20-25 minutter, eller til crumblen er blevet let gylden og bærblandingen bobler. 
Lad dem stå og køle lidt af, og servér dem evt. med vaniljeis. 

De bedste hilsner fra Ida Rossing

mandag den 5. oktober 2015

Nannas bananpandekager


Min dejligste veninde Nanna laver nogle gange de lækreste, små bananpandekager til mig. De er små og luftige, og så kan man faktisk også godt
kalde dem sunde ;-P

ca. 20 små pandekager

Ingredienser:
3 æg
2 godt modne bananer
1 dl. hvedemel
1 dl. havregryn
½ tsk. vanilje
1 knsp. salt
evt. lidt honning, hvis man ønsker dem lidt sødere

Fremgangsmåde:
Blend først bananerne til puré.
Tilsæt så æg og blend til det er ensartet.
Tilsæt så hvedemelet, salt og vanilje (og evt. honning) og blend kort til det akkurat er ensartet.
Vend så havregrynene i.
Bag dem på en middelvarm pande med lidt fedtstof.
Tag 1 spsk. af dejen og placér den på panden. Bred den en smule ud, så pandekagerne bliver en smule større og fladere.
Bag dem til de er gyldenbrune på begge sider.
Servér dem med ønsket tilbehør :-)

Disse pandekager er så gode, og de er et rigtig godt alternativ til andre pandekager :)

Mange knus fra Nanna & Ida