søndag den 22. februar 2015

Efterårslagkage: Æblemousse, kanelbunde og valnødder



I denne weekend har den i den grad stået på kagebagning. Jeg har i løbet af denne samt sidste uge
udviklet denne sindssyg lækre efterårslagkage med kanelbunde, æblemousse og karamelliserede valnødder. Ja, jeg ved godt, at det langt fra er efterår, men jeg er bare en kæmpe fan af efterårets varme smage som æble, kanel og valnødder. Og fordi ungdomsbladet Vi Unge gerne vil lave en artikel om mig samt dele en af mine opskrifter, tænkte jeg, at jeg ville udvikle en helt ny lagkage, som kunne komme med i deres blad.
Kagen her består af en masse elementer, som godt kan tage lidt tid at lave, men hvis man bare tager sig god tid, så skal det nok lykkes. Der er også nogle elementer, som man godt kan forberede et par dage før.

Lagkage til ca. 8-10 personer, passer i en 20 cm Ø springform.

Ingredienser:

Lagkagebunde:
2 æg
75 g. hvedemel
40 g. brun farin
35 g. sukker
2 tsk. vaniljesukker
½ tsk. bagepulver
1½ tsk. kanel

Karamelliserede valnødder samt krokant:
150 g. sukker
½ dl. vand
100 g. valnødder

Crumble:
50 g. hvedemel
45 g. sukker
1 knsp. salt
60 g. blødt smør

Æblemousse:
2 x 1,5 dl. fløde
2 x 2,25 dl. æblemos
2 x 1 past. æggehvide
2 x 30 g. sukker
2 x 2,5 blade husblas
Grunden til, at jeg skriver 2x foran hver ingrediens er fordi, man skal lave to omgange af moussen, da den skal støbes over to gange.

Glaze:
90 g koldt vand
90 g. koldt vand
20 g. gelatinepulver
200 g. piskefløde
300 g. sukker
250 g. glukosesirup

Fremgangsmåde: 
Valnøddekrokant: Vælg ca 8 hele valnødder fra, som skal karamelliseres og bruges til pynt.
Kog vand og sukker til en gylden karamel i en gryde ved medium varme. Når karamellen er gylden hældes de hele nødder i og tages op igen, så de har et tyndt lag karamel på sig. Læg dem på et stykke bagepapir. Tilsæt resten af nødderne og rør rundt til de er dækket helt af karamellen. Hæld dem ud på bagepapiret og lad dem køle af. Hak dem så fint.

Kanelbunde: Pisk brun farin, sukker og æg sammen til en tyk æggesnaps. Bland bagepulver, mel, salt og kanel sammen i en skål, og sigt det ned i æggesnapsen. Rør det sammen til det er ensartet. Hæld dejen i en 20 cm springform, der er foret med bagepapir og er smurt på siderne og drysset med mel. Bag i ca. 20 min. eller til en tandstikker kommer ren op af kagen.

Crumble: Bland sukker, vanilje, mel og salt sammen. Smuldr det bløde smør i til dejen smuldre. Er dejen for våd, så tilsæt lidt mere mel af gangen. Bred det ud på en bageplade med bagepapir og bag dem ved 180 grader i ca. 10 min. Men hold øje med det! Det skal have lidt farve, men ikke for meget.

Glaze: De første 90 g. vand blandes med gelatinepulver og stilles til side. De resterende 90 g. vand, fløde og sukker bringes i kog. Glukosesirup og gelatinen tilsættes og røres ud. Stilles på køl natten over med film helt ned på overfladen

Æblemousse: Denne opskrift skal laves to gange, da den skal støbes over to gange!
Start med at lægge husblassen i blød i koldt vand. Pisk så æggehviden stiv med sukkeret, dog ikke for stiv.
Pisk så fløden letpisket.
Smelt husblassen i en lille gryde ved svag varme. Bland en spsk. pisket fløde i af gangen til alt fløden er blandet i. Tilsæt æblemosen og rør. Pisk så dette sammen med æggehviderne med et piskeris. Denne mousse skal ikke være alt for luftig, da den gerne skal stå meget skarp.

Opbygning: 
Del lagkagebunden i tre. det kan godt være lidt svært, da den bunden ikke er så stor. Men man skal bare tage sig god tid og gøre det stille og roligt, for så skal det nok gå. :)
Læg så den nederste bund på et stort spækkebræt. Læg en kagering omkring, der er foret med kageplast. Hæld halvdelen af moussen oven på, læg den midterste bund på, det resterende mousse og til sidst den sidste bund. Dæk nu kagen godt til og lad moussen sætte sig helt. Dette tager omkring 3-5 timer på køl.
Når moussen har sat sig, laves nu samme mængde moussen igen. Fjern kageringen og kageplastet og
udvid kageringen med ca. 1 cm. For den med nyt kageplast. Hæld så mousse over så det helt glat på overfladen. , og det dækker alle siderne. Lad nu kagen så på køl natten over.
Fjern kageplasten og varm en paletkniv enten med en gasbrænder eller i varm vand, og stryg siderne og overfladen let. Glazen opløses i microovnen ved middel varme til den akkurat er smeltet. Den må ikke være varmere end stuetemp. Giv den evt en tur med en stavblænder. Placér kagen på et rundt tykke kagepap, der er lidt mindre end kagen. Stil kagen på en skål, der vender på hovedet på et fad eller skærebræt. Hæld glazen lige så stille over kagen og vær sikker på, at den dækker det hele. Lad glazen sætte sig. Dekorer så kagen som ønsket med crumble, karamelliserede valnødder samt krokant, få æblestykker og evt. lidt guldstøv.
Når kagen skæres er det en god idé, at varme kniven en smule. Så får man et pænere snit.



Som sagt, så er denne kage såå lækker!! Den smager så dejligt af forår, og mine to veninder samt familie var også vilde med den. Det er en kage, jeg er lidt stolt af :)

Mange knus fra Ida

Ingen kommentarer:

Send en kommentar