søndag den 19. oktober 2014

Svampet vaniljekage med æbler













Jeg synes nu faktisk ikke det er så galt med sådanne regnvejrsdage engang i mellem. Man kan sidde under et tæppe med en kop te - og i dagens tilfælde - et lækkert stykke vaniljekage med æbler fra haven.
Jeg fik bare sådan lyst til, at bage en god skærekage nu hvor vejret var sådan. Hvorfor ved jeg ikke :-)
Men i hvert fald blev det i dag til denne utrolig svampet vaniljekage med lidt af de sidste æbler fra haven.
Den er hurtig og simpelt at lave, og så smager den jo bare skønt!

Kagen giver nok til omkring 8 personer.

Ingredienser:
130 g. sukker 
2 æg
85 g. hvedemel
½ tsk. bagepulver
75 g. smeltet smør 
1 god, fed vaniljestang + 1 spsk. sukker
2 æbler - skrællet, skåret i både og vendt i 1 tsk. sukker + ½ tsk kanel

Fremgangsmåde:
Start med at tænde ovnen på 200 grader alm. ovn.
Flæk vaniljestangen og skrab kornene ud og mas dem sammen med 1 spsk. af sukkeret.
Pisk så æg, sukker og vanilje godt sammen til det er helt hvidt, luftigt og næsten sejt.
Sigt så mel og bagepulver i og vend det forsigtigt i dejen.
Tilsæt så det smeltede smør og vend det i dejen. 
Hæld dejen i en springform med en diameter på 20 cm.
Læg æblerne ovenpå og bag i 20-25 minutter - eller når en tandstikker som kommer ren op ad kagen.

I denne kage brugte jeg en af mine vaniljestænger fra VanillaMart. Denne gang brugte jeg den, der hedder Gourmet Indian vanilla pot. Det jeg synes om den er:
Den havde en meget fin størrelse. Den var fin og fed :P
Den var fyldt med korn, som duftede fantastisk af vanilje. Kornene smagte dejligt og hvis man smagte godt efter, kunne man godt ane de chokoladeundertoner, som var beskrevet, de skulle have.
Alt i alt, så kunne jeg godt finde på at købe flere af dem. :)

Billederne blev ikke så specielt gode, pga. den dårlige belysning, når det bliver mørk ret hurtigt ;)

Rigtig god fornøjelse med kagen. Og hvis man ikke synes der skal æbler i, kan man bare undlade dem. De var slet ikke med i den opfindelige opskrift ;)

Mange knus fra Ida

Ingen kommentarer:

Send en kommentar